Pasta med skaldyr
Kammuslinger, rejer og båndpasta tæller nok med i verdens hurtigste mad. Samtidig er det utrolig velsmagende og lækkert. Der er en meget vigtig ting at bemærke: Kammuslingerne må ikke få for meget, for så bliver de trevlede, tørre og kedelige. ½-1 minutter på hver side på varm pande er rigeligt. Det gør ikke noget, at den nærmest er rå i midten, da den derved bliver fløjlsblød og fin i konsistensen.
Ingredienser
- 500 g kammuslinger
- 1 håndfuld pillede rejer
- 300 g båndpasta
- salt og peber
- smør til stegning
- en håndfuld frisk dild
Chilimarinade
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk citronsaft
- 3 fed hvidløg
- 1 tsk chilipulver
- 1 tsk honning vi brugte akaciehonning
- salt og peber
- hakket persille
Tilbehør
- creme fraiche Vi anvendte ren creme fraiche, men den kan sagtens piftes op med krydderier efter eget valg.
Sådan gør du
- Aftenen før tages kammuslinger og rejer ud af fryseren – de tøs op i køleskabet.
- Ingredienserne til marinaden røres sammen.
- Læg rejerne i chilimarinaden, og lad dem ligge i en times tid før brug.
- Kog båndpastaen efter anvisningen på pakken.
- Kammuslingerne steges i smør på meget varm pande i ½-1 minut på hver side. Krydr med salt og peber.
Anretning
- Fordel båndpastaen ligeligt i bunden af hver tallerken, drys ¼ af kammuslingerne jævnt hen over pastaen og derefter ¼ af rejerne, som tages op af marinaden med en gaffel.
- Tilsæt en klat creme fraiche på toppen og drys chiliflager hen over retten.
- Pynt med hakket persille og frisk dild.
- Et lækkert flute er udmærket tilbehør.