Laks i airfryer
En let og indbydende frokostret, hvor den saftige laks tilberedes i airfryer og kombineres med sprød blomkål og sæsonens aromatiske krydderurter. Perfekt til påskebordet – eller til en anden god anledning, enkel at tilberede og fuld af frisk smag.Denne ret vender vi næsten altid vender tilbage til, da hele familien er så begejstret for den. Vi veksler mellem spidskål og blomkål, begge dele er virkelig lækkert, men der er lidt mere gods i blomkålen.
Ingredienser
Laks
- 2 laksestykker
- citronpeber
- salt
Stegt blomkål
- 2 skiver blomkål ca. 2 cm tykke
- mozzarella og cheddar efter smag
- flagesalt
- friske krydderurter – fx timian oregano og/eller rosmarin
Urtedressing
- 2 dl cremefraiche
- 1 dl mayonnaise
- 1 spsk honning
- 1 tsk frisk citronsaft
- en håndfuld finthakkede friske krydderurter
- salt og peber
Sådan gør du
- Beklæd airfryeren med bagepapir.
- Læg blomkålsskiverne i kurven og tilbered dem ved 180 °C i ca. 8 minutter, til de begynder at blive møre og let gyldne.
- Placér laksefileterne ved siden af blomkålen. Krydr laksen med citronpeber og salt.
- Fordel mozzarella, cheddar, friske krydderurter og et strejf af flagesalt over blomkålen. Justér mængden efter smag og behag, osten giver fylde, mens krydderurterne tilfører friskhed og en duft af forår.
- Tilbered det hele yderligere ca. 8 minutter ved 180 °C, indtil laksen er saftig og netop tilberedt, og blomkålen er gylden og sprød i kanten.
Urtedressing
- Rør cremefraiche, mayonnaise, honning og frisk citronsaft sammen. Vend de finthakkede krydderurter i, og smag til med salt og peber. Citronsaften tilfører en let syrlighed, der fremhæver både laksens friskhed og urternes aroma.
- Servér den varme laks sammen med den sprøde blomkål og en generøs skefuld urtedressing. En enkel og smagfuld ret, hvor den friske fisk er i centrum, ideel til en let frokost.
