Fra Nord til bord!

Klassisk stjerneskud

stjerneskud med færøske rødspætter

Klassisk stjerneskud

Dianna Brinch
Klassisk stjerneskud – en skøn ret til lune sommermåneder eller til den hyggelige tid omkring jul. Den er anvendelig til så mange forskellige anledninger.
Denne variant består af friterede og dampede rødspætter oven på et smørstegt brød toppet med et drys rejer fra Nordatlanten. Koldrøget laks ville desuden klæde retten godt.
Prikken over i'et er den hjemmelavede dressing.
Enkelt og lækkert.
Velbekomme!
Ret Hovedret
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Friteret rødspætte

  • 4 rødspættefileter
  • 1 dl hvedemel
  • 1-2 æg sammenpisket
  • 100 g pankorasp
  • 1-2 l smagsneutral olie
  • salt

Dampet rødspættefilet

  • 4 små rødspættefileter
  • 1 dl hvidvin
  • 1 skalotteløg finthakket
  • 1 spsk smør
  • salt

Thousand Island

  • 125 g cremefraiche 18%
  • 100 g god mayonnaise – vi bruger Hellmann’s
  • 2 spsk ketchup
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 syltet drueagurk finthakket – ca. 40 gram
  • 1 lille skalotteløg finthakket
  • 1/2 bdt frisk dild finthakket
  • 1 spsk citron friskpresset
  • salt og peber

Derudover

  • 4 skiver franskbrød
  • 50 g smør
  • 200 g rejer pillet vægt
  • 8-12 friske grønne asparges
  • 1 citron skåret i både
  • salt og peber
  • salater og evt. frisk dild

Sådan gør du
 

Thousand Island

  • Bland alle ingredienserne til dressingen, og smag til med salt og peber.
  • Tilsæt evt. mere ketchup, hvis du ønsker mere tomatsmag.
  • Opbevar dressingen på køl til den skal serveres.

De grønne asparges

  • Skær aspargeshoveder af, og læg dem til side. – Disse skal dampes sammen med fiskene i 2-3 minutter.
  • Knæk den grove ende af aspargesen og lav derefter tynde strimler ud af resten. Det gøres nemt med en kartoffelskræller.
  • Læg strimlerne i isvand, imens resten af retten tilberedes.
  • *Når asparges hovederne er dampet, kan du med fordel smide dem i isvand også, så de beholder den flotte farve.

Dampet rødspættefilet

  • Rens rødspættefileterne for eventuelle urenheder og krydr med en smule salt.
  • Hæld skalotteløg, hvidvin og smør i et ildfast fad.
  • Læg et fint snit på midten af fileterne – på indersiden – uden at skære igennem. Fold dem så på midten, og læg dem i fadet med løg, hvidvin og smør.
  • *Ved at folde fisken, bliver stykket tykkere, og du får en dejlig saftig dampet fisk.
  • Dæk fadet med folie og tilbered dem i en forvarmet ovn ved 180 grader, almindelig ovn i ca. 6-8 minutter – alt efter tykkelse.
  • *Læg aspargeshovederne ved når der er 2-3 minutter tilbage af tilberedningstiden.
  • Sæt dem først i ovnen når du er i gang med at fritere de andre rødspættefileter.

Friteret rødspættefilet

  • Varm en pande op med smagsneutral olie. Har du en friture, kan du med fordel bruge denne.
  • Rødspættefileterne skal friteres ved ca. 175 grader.
  • Dup rødspættefileterne tørre med lidt køkkenrulle og fjern eventuelle urenheder.
  • Er rødspættefileterne meget store kan de deles i 2.
  • Bland hvedemel med lidt fint salt og vend rødspættefileterne heri.
  • Vend dem derefter i sammenpisket æg og sidst i pankorasp.
  • Fritér fiskefileterne til de er gyldne og sprøde på begge sider.
  • Vend dem en enkelt gang undervejs.
  • Lad dem hvile på lidt fedtsugende papir, inden stjerneskuddet samles.

Anretning

  • Smelt smørret på en pande og steg brødskiverne til de er gyldne og sprøde.
  • Du kan også riste dem i en brødrister.
  • Top brødskiverne med sprøde salater, læg den dampede fisk i det ene hjørne og læg den friterede fisk ovenpå.
  • Læg en smule dressing på toppen, læg rejerne herpå og top med aspargesstrimler, dampede asparges hoveder, frisk dild og citronskiver.
  • Krydr med salt og peber inden servering og server med ekstra Thousand Island-dressing ved siden af.
Keyword færøske rødspætter, klassisk stjerneskud, opskrift med rødspætter, rødspætter og rejer, stjerneskud